Skrevet af: Kamilla Grønbech
Et salg af en landbrugsejendom handler sjældent kun om pris, skat og overtagelsesdag. For mange familier er det samtidig afslutningen på et langt arbejdsliv, begyndelsen på en ny tilværelse eller starten på næste generations ansvar for bedriften.
Derfor er det vigtigt at se på hele situationen – både den økonomiske, skattemæssige og personlige.
Hvad har du egentlig tilbage efter salget?
Ejendomsavance fylder naturligt meget, når en landbrugsejendom skal sælges.
Fortjenesten ved salget kan være skattepligtig, og den endelige beskatning afhænger blandt andet af anskaffelsessum, forbedringer, afskrivninger og ejendommens anvendelse.
Men selv om skatten er vigtig, er den kun en del af regnestykket.
For mange landmænd er det mindst lige så vigtigt at få afklaret, hvad salget betyder for familiens fremtid. Skal man blive boende i området? Skal der købes en ny bolig? Hvor stor en økonomisk frihed ønsker man bagefter – og hvad skal der være plads til i den næste fase af livet?
Det afgørende er derfor ikke kun, hvad ejendommen bliver solgt for, men hvad salget giver mulighed for bagefter.
Generationsskifte er også et familieskifte
Når en bedrift går videre til næste generation, bliver økonomi, skat og familieforhold tæt forbundet.
Det kan være en stor beslutning både at give slip og at tage over.
For den ældre generation kan der være mange overvejelser om økonomisk sikkerhed, bolig og pensionisttilværelse. For den yngre generation handler det om finansiering, fremtidig drift og om at finde sin egen plads i en virksomhed, som ofte har været en del af familien i mange år.
Samtidig kan der være søskende eller andre familiemedlemmer, som også skal tænkes ind.
Derfor bør et generationsskifte ikke alene tage udgangspunkt i skatteprocenter og værdiansættelser. Den gode løsning skal også kunne fungere rundt om middagsbordet.
Jo tidligere samtalen begynder, desto større er mulighederne for at finde en løsning, som både bedriften og familien kan leve godt med.
Hvad skal der ske efter arbejdslivet?
Ved både salg og generationsskifte er det naturligt at se fremad.
Hvordan ser økonomien ud, når den løbende indtjening fra bedriften stopper? Hvornår skal pensionerne udbetales? Hvordan spiller salgsprovenu, opsparing og pension sammen? Og hvilket rådighedsbeløb ønsker man i pensionisttilværelsen?
Det kan være svært at forholde sig til, fordi overgangen fra et aktivt landmandsliv til pensionisttilværelsen ofte er større end blot et skift i indkomst.
Derfor kan det være en fordel at få lavet et samlet økonomisk overblik, før de store beslutninger bliver truffet.
Husk de praktiske rammer
I en landbrugsfamilie hænger virksomhed, privatøkonomi og familieliv ofte tæt sammen. Derfor kan de praktiske rammer få stor betydning – også længe før et eventuelt salg eller generationsskifte bliver aktuelt.
For mig handler det i høj grad om at skabe tryghed for familien og sikre, at der er tænkt over, hvem der kan handle, hvis livet pludselig ændrer retning.
Fremtidsfuldmagt, testamente og stillingtagen til sygdom eller dødsfald er noget, der med stor fordel kan være på plads længe før man påtænker at sælge.
Hvem skal kunne træffe beslutninger, hvis du ikke selv kan? Hvad skal der ske med virksomheden? Og hvordan står familien økonomisk og juridisk, hvis noget uforudset sker?
Jeg oplever desværre indimellem, at vi hos Søhøjlandets Rådgivning bliver inddraget for sent i overvejelserne om de økonomiske og skattemæssige forhold ved blandt andet ejendomshandler og generationsskifter. På det tidspunkt er nogle muligheder måske allerede blevet begrænset.
De bedste forløb opstår efter min erfaring, når samtalen begynder tidligere og med noget mere grundlæggende:
Hvordan passer vi bedst på familien, økonomien og de værdier, der er bygget op gennem et helt arbejdsliv?